Juleaften prædiken 2020.
Hvor har jeg glædet mig til at læse og høre disse ord igen. Hvor har jeg længtes efter at læse dette smukke juleevangelium her i kirken juleaften – og hvor har jeg længtes efter at dele det med jer.
For nu er det jul igen. Julen er kommet med disse smukke ord her i kirkens rum: de er så velkendte, så glædelige og så enkle.
Så glædelig jul allesammen!
For det er jo netop dette buskab vi har brug for at høre her i julen – denne jul 2020.
Tænk engang. Prøv at tænke et år tilbage. På julen 2019. Det synes som meget meget længe siden! Hvem af os kunne have forstillet os hvilket mærkeligt, skelsættende, forandrende og be-kymrende år, vi var på vej ind i da vi sidst fejrede jul sammen ?
Ingen af os (ja kun de vise mænd der altid kan spå når de ser tilbage i bagklogskabens ulidelige klare lys og bedreviden), men ingen af os havde forestillet os at året 2020 ville blive præget af en verdens omspændede og ødelæggende pandemi, og begivenheder som vi troede hørte til i historiebøgerne om dengang der var noget der hed Den Spanske Syge eller den Sorte Død. Nogenlunde sådan begyndte et af de mange Julekort, der er dumpet ned i præstens postkasse de sidste par uger. For nok er meget anderledes i år – meen vi har dog heldigvis fået en stor mængde af Julekort fra nær og fjern, venner og bekendte, familie og kære. Og alle disse kort er præget af det der har præget 2020: Pandemien, frygten, smittefaren, isolation, disruption, politisk splittelse, og forandring. Der er ønsker om en glædelig jul og om et godt velsignet nytår, hvor vi ønsker noget helt fundamentalt:
• atter kan se hinanden uden maske,
• knuse hinanden varmt,
• at give gode danske håndtryk
• være sammen og leve sammen.
• At vi alle vil være ved godt helbred
Ønsket om et bedre, sundere og mere normalt nytår er at finde i alle julekortene mellem dejlige billeder af familier, hunde, katte, hjem og nærvær.
For alle savner hinanden. Alle savner at være sammen, ubekymret og frit. Og alle er heldigvis håbefulde for de lysere dage forude.
Som den danske sangskriver Anne Linnet så fint og afdæmpet skriver i hendes nye julesang ”Vi synger julen ind.”
Den korteste dag er gået
Vi venter den lyse nat
Jeg skimter den langt forude
Når vinter er blevet træt
Når kulden en dag vil slippe
Jeg tror der er balance i
At efter de mørke dage
Sættes lyset fri.
Ja, vi beder alle om i dag at efter de mørke mærkelige mismodige dage sættes lyset, håbet og glæden fri.
Og nu er det jul! Højtidelighden hvor vi netop fejrer lyset, håbet og glæden selvom det er mørkt og koldt og december.
Og hvor er det godt at være her sammen med jer på afstand. Sammen virtuelt og spirituelt og religiøst og menneskeligt, hvor vi bliver bundet sammen af de håbefulde smukke gamle ord om det lille barn i krybbe rummet, englenes sang, og løfte om fred .
Vi bliver bundet sammen og mindet om hvem vi er, hvad der betyder noget i denne lidt mærkelige juletid og dette komplicerede menneskeliv der er vort.
For vi synes jo nok alle sammen at denne jul er mærkelig med restriktioner og afstand. Vi mærker alle vemodet og frygten, der har præget året og som sidder tungt hos mange af vore venner og bekendte, og dem vi ikke kender, som har været syge, som er syge eller som har smerteligt mistet. Vore tanker går til jer i aften. 2020 har dog været mærkeligt, skræmmende, skelsættende, historisk og helt uforudsigeligt.
Året har ændret meget. På ondt men også på godt. Vi har mistet og vi har været syge: vi har bekymret os og vi har været økonomisk hårdt ramte. Vi har måtte stå sammen, men har også kæmpet politisk mod hinanden i det forgange år.
Vi har oplevet et år, der har mindet os om hvor menneskelige afhængige vi er. Vi er blevet henvist til et mere enkelt og overskueligt liv med afsavn og begrænsninger, som vi slet ikke er vant til. Og slet ikke ved juletid.
Indrømmet det er mærkeligt at være her i kirken uden hver en bænk er fyldt af glade forventningsfulde mennesker og rummet fyldes med glade syngende stemmer.
Og dog blev det jul! Og jeg fornemmer at at vi fejrer julen sammen. Så syng da hjerte med på alle julens dejlige sange og lad os være sammen i det dejlige hjerterum som troen skaber.
Anne Linnet synger:
”Vi elsker de gamle sange
Om engle og stjernes lys
Vi synger om barnet der fødtes
Så menneskers tro ku fornyes
Uendeligheden danser
Om træet i hvert et sind
Vi bliver som børn igen
Vi synger julen ind.
Vi elsker de lyse nætter
Men også den mørke tid
Hvor vi rykker tættere sammen
Og stemmen bliver mild og blid
De sår vi har givet hinanden
De renses i lysets skær
Vi takker for alt det gode
Når vi samles her.”
SLIDE Nu er det jul, - og hvor I end er lad dette budskab sænke sig over jer. Hvis I er sammen med andre, tag deres hånd for et øjeblik eller find deres blik, og mærk, livet, glæden, kærligheden og nærværet.
Og sidder du alene, læg hånden på dit bankende hjerte og tænk på dem du savner, dem du har kær, dem du dog holder jul med på trods af afstand og afsavn – i det fælles troens hjerterum.
I en svunden tid en tidlig December morgenstund på en af Washingtons mest travle banegårde skete noget forunderligt og uventet.
Udenfor var der frostklart vintervejr med en kølig vind, så folk skuttede sig med udfrakker og halstørklæder, mens de hastede forbi. Luften var tyk af travlhed, og folk susede forbi hinanden for at nå deres tog, deres aftale, deres møde og deres plan.
En mand iført slidt tøj og en baseballkasket fandt sin violin frem midt på banegården og begyndte at spille. Han lagde sin violinkasse foran sig på det kolde cementgulv i håb om, at der skulle være nogen, der kunne lide musikken.
Inden længe strømmede den smukkeste musik ud i travlheden. Han fortolkede nogle af de store klassikere. Tusinder gik forbi, de 45 minutter det varede, men det var kun småmønter, der kom i violin-kassen, og få havde tid til at stoppe op.
Denne morgen havde folk for travlt til at høre skønheden. Enkelte lagde mærke til ham. De fleste var ligeglade, travle og opdagede ikke, at for øjnene af dem blev verdens smukkeste violinmusik fremført. Da han stoppede, var der ingen, der lagde mærke til det, ingen klappede, ingen roste ham.
Ingen vidste, at det var den verdensberømte violinspiller Joshua Bell, der spillede den morgen. Han var vant til at spille for fulde sale med meget høje billetpriser, men i dag var det gratis. Der var heller ingen, der vidste, at han stod og spillede på en vaskeægte Stradivarius, som var omkring 20 mio. Værd.
Denne her juleaftensmorgen har vi ikke for travlt til at lytte og høre skønheden. Denne morgen har vi ikke så travlt at vi ikke tager os tid til at lytte, at påskønne, at tro og at håbe.
Tidens travlhed, der har præget vores tid og tidsalder, der har ladet os rejse med bus, tog og fly, der har ladet fædre og mødre skynde sig på arbejde og komme sent hjem, der har ladet familierne kun få de sidste smuler af tiden sidste på den trætte brugte dag, - denne tidens travlhed blev standset for en stund i 2020.
Denne jul, dette år og denne juleaftensmorgen har tidens travlhed måtte vige for mere tid. Mange familier har brugt mere tid sammen i år: mange mødre og fædre har arbejdet hjemme ved stuebordet, børn har blevet undervist virtuelt hjemme, hundene har været så glade over alle de dejlige ture, haverne er blevet passet og husene rengjort. Mange af alle de hengemte planer, er blevet til virkelighed. Tiden blev en anden, - og vi med.
Jeg tror denne jul at vi vil være bedre til at lytte til skønhedens toner og juleevangeliets fred. Det synger vi jo om i den gamle elskede julesalme ”Dejlig er Jorden.”
Tider skal komme, tider skal henrulle,
Slægt skal følge slægters gang
Aldrig forstummer tonen fra himlen
I sjælens glade pilgrimssang.
Lad ordene finde vej til jer, lade håbet rodfæste sig og lad glæden komme til udtryk i jeres glade pilgrimssang og julesang.
Englene sang den
først for markens hyrder,
skønt fra sjæl til sjæl det lød:
Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er i dag en frelser fød!
Det er blevet jul igen!
Og englen hvisker atter til os :”Frygt ikke. Frygt ikke!”
Netop dette ”Frygt ikke” taler stærkt og dybt og direkte til os denne jul, i afslutningen af et år, hvor vi netop har været bange. Hvor frygten har udmøntet sig i forsigtighed og hensyn, hvor vi har forsøgt at stå sammen dog med afstand, - og hvor vi også har frygtet at miste friheden, frimodigheden til at være menneske.
Når vi hører englens ”Frygt ikke” er det en opfordring til os om at leve i tro, i håb og i kærlighed – selv når verden synes at være af lave.
At leve i tro på Gud og i håbet om en bedre morgen. At leve i kærlighed til Gud og vor næste.
At forsøge at mindske frygten der har sit tag i os: så vi viser hensyn, drager omsorg og sammen forsøger at mindske den smitte som er blandt os i år. Måske betyder det at vi ikke holder jul sammen som vi helst vil, - men det afholder os ike fra at holde jul sammen i det hjerterum som forbinder os i sjælens glade pilgrimssang.
Julens og englens ”Frygt ikke” lyder i år stærkt og vedkommende.
Julens og englens ”Frygt ikke” lyder i år i lyset af et år der netop har været fyldt med frygt og ufred, med sygdom og skænderier, med uforsonelighed og splittelse, og hvor vi stadig og stædigt venter på at mørket bliver træt og slipper sit tag i os, så lyset, livsmodet, og glæden kan sættes fri blandt os og mellem os.
Idag fejrer vi at vi tror at lyset altid er stærkere end mørket.
Idag fejrer vi at vi tror på at håbet altid er stærkere end mismodet.
Idag fejrer vi at vi på på at kærlighen altid er stærkere end hadet og uforsoneligheden.
Idag tror vi.
Vi tror på alt det gode, der kan være mellem os. Alt det gode der har været mellem os og alt det gode der vil komme mellem os.
Idag tror vi på glædens evangelium, der skærper blikket for livet, øjeblikket, barnet, glæden, kærligheden og håbet.
Idag tror vi at Gud ser på os med kærlige øje: med barnets kærlige tillidsfulde blik, med hyrdernes forundrede varme blik, med de vise mænds funklende blik, med Marias elskende moderøjne.
Lad dette mærkelige skelsættende år sætte et skel i vores liv og tro og håb og kærlighed : at vi forsøger at finde ind til det der virkelig gælder, og som vi så stærkt er blevet mindet om i dette skæbneår: at vi lever i hinandens øjne og favntag, at vi skal være tilstede, at vi skal møde hinanden med hensyn, kærlighed, forsoning og varsomhed.
Som Digteren Benny Andersen så smukt siger:
Lev mens du lever
Og und de levende alt muligt liv.
En hånd kan knyttes såvel som åbnes
Brug den til kærtegn og ikke til slag
I Morgen er der muligvis atter en dag
Hvor intet er helt det samme som før.”
Lad os sige det højt og glad til dem vi er i stue med, dem vi er i familie med, dem vi savner, dem vi elsker, dem vi er bekymrede for, og dem der er i vort hjerterum:
Glædelig Jul