NOVEMBER BØN
P: Lad os alle bede:
November er tiden for årstidens skiften.
Den kommende vinter og året der ender.
November er tiden vi mindes vor helgener
Vi takker og husker dem vi holdt af.
M: Hør vor bøn, nådige Gud!
P: November er tiden for årstidens skiften.
Taksigelsens dag giver os taknemmelighed.
Når vi byder til bordet med ven og familie
Når vi tæller velsignelserne i vore liv.
M: Hør vor bøn, nådige Gud!
P: November er tiden for årstidens skiften.
Vi siger tak. Vi tænder lys.
Vi beder og indbyder til bordet.
Vi synger i November dagenes lys.
M: Hør vor bøn, nådige Gud!
P: November er tiden for årstidens skiften.
Når bladene falder og træet står øde
Så søger vi mod lyset, det stærke og gode,
Så søger vi mod dig, Gud, i dagenes mørke.
M: Hør vor bøn, nådige Gud!
Mørk er November, men Du er vort Lys!
Amen.
Prædiken.
Vi skriver nu November. Mange af os synes at vi næsten lige var begyndt på det nye funklende år 2017 – og nu minder datoen den 12. november os om at året snart rinder ud.
Vi skriver nu November. Det er den næstesidste måned. Den elvte måned – ja den elfte time for alt det vi gerne ville nå i det Herrens år 2017. Vi skal skynde os, hvis vi skal nå alt på vores kalender inden 2018 banker på.
I det kolde Nord er November måned en mørk, kold og blæsende måned. Det er den barske påmindelse om årets gang og livets gang, hvor vinden, blæsten og regnen kan gå gennem marv og ben, og hvor solen sjældent viser sig gavmilde ansigt. Derfor er et af de mest citerede November Digte i Danmark om den lange mørke og trist måned november. Digteren Henrik Nordbrandt har udødeliggjort danskernes forhold til mørke november med digtet: ”Året har 16 måneder:
November, december, januar, februar,
marts, april, maj, juni,
juli, august, september, oktober,
november, november, november, november.
Med denne gentagelse af den mørke novemer, får digteren behændigt fortalt, hvordan han har det med november måned.
Men november er også en travl måned for mange. Netop fordi det er den 11 time af året, og vi skal nå at afslutte alt det planlagte, betale enhver sit og ikke mindst forberede næste måneds December juletravlhed.
Ved siden af Nordbrandts November digt, hører November måned også uløseligt sammen med Pia Raugs smukke sang ”Regnvejrsdag i November.” En dejlig sang om de farver vi kan vælge at male dagene i, men også en dejlig sang om de valg, vi gør i livet og hvordan vi vælger at leve livet og bruge dagene.
Jeg vil male dagen blå
med en solskinsstribe på
vælge lyset frem for skyggen
gi' mig selvet puf i ryggen
tro på alting, selv på lykken
jeg vil male dagen blå.
Som de tåbelige brudepiger i dagens lignelse: de 5 brudepiger der slet ikke kommer med til festen, fordi de ikke har olie på deres lamper, fordi de ikke har forberedt sig ordentligt, fordi de ikke har været årvågne og beredte, - ja som disse tåbelige 5 brudepiger, har vi mennesker også brug for et puf engang i mellem for at holde os vågne, beredte, forberedte og parate.
Også vi vælger lyset frem for skyggen og dermed giver vi os selv et puf i ryggen, så vi tror på fremtiden, på alting, ja selv på den mulige lykke.
Jeg vil male dagen rød
med den sidste roses glød
jeg vil plukke kantareller
løvetand og brændenælder
leve i det nu, der gælder
jeg vil male dagen rød.
Lykken findes jo ikke kun i det planlagte, det skemalagte, det fornuftige, i travlheden og fortagsomheden – lykken finde jo også i tiden til at plukke kantareltter, løvetand og brændenælder i naturen og huske at leve i det nu, der gælder. Vi kan jo også blive så planlagte, parate og fornuftige at vi glemmer at leve i det nu, der gælder og kun leve i fremtidens planer og gårsdagens minder.
Jeg vil male dagen lys
strege ud og sætte kryds
jeg har tusind ting at gøre
klokken elleve-femogfyrre
blev november hængt til tørre
jeg vil male dagen lys.
Det er november og klokken er mange. Året er næsten gået og snart kan vi hænge november til tørre og sætte dagene i glemmebogen. For vores kalender byder os at strege ud og sætte kryds, og fortæller os om alle de tusind ting vi må gøre.
Novembers travlhed og fornemmelse af sidste udkald, får mig også til at tænke på en sang som nogle af jer måske kender fra Giro 413 og sangerinden Rachel Rastenni: Heksesangen om den travle husmor.
Se her kommer mutter med kost og spand,
med skrubbe og klude og sæbevand,
nu bli'r der en plasken, en sjasken og tørren,
for påske og pinse og jul står for døren.
Hun gnider panelet med vaskeskind,
med rumpen i vejret og knæene ind,
for den, som vil ligge lidt foran sin næste,
må styrte omkring som en hvirvelvind.
For tiden er så kort, og det ku' hænde,
hun kom for sent, for sent til livets ende.
Og dagen den går i en heksedans,
med skrubben og gnubben og møbelglans,
og vasken og plasken, og sjasken og tørren,
for påske og pinse og jul står for døren.
Hun suser fra loftet til kælderen,
hun maser, men når ingen vegne hen,
for når hun er færdig, så ta'r hun det forfra,
og forfra og forfra og om igen.
For tiden er så kort, og det ku' hænde,
hun kom for sent, for sent til livets ende.
Husmoderen er travl og fortagsom, men tåbelig fordi hun aldrig er til stede i nuet uden med hendes planske, sjasken og tørren. Hun gør huset parat til alle højtiderne der står for døren, men har slet ikke tid til at komme med til festerne. Travlhedens og mutters mantra trækker alt liv og lykke bort fra dagene: ” for tiden er så kort at de ku hænde hun kom for sent for sent til livets ende....”
Det er nu ikke kun husmoderens lod at være fortravlet. Der er tidens lod. På sin vis ligner vi de 5 vise brudepiger, fordi vi er parate, vi planlægger, vi laver forråd af olie på vores kander i form af pensionsopsparinger, livsforsikringer og investeringer. Vi lever på mange måder i en tid og en kultur, der ser ud til at have taget grudnigt ved lære af denne ligenlse. At være ordentligt forberdt, at planlægge, så vi er i stand til at møde selv de mest uventede udfordringer, er i den gra en dyd hos os. Vi intereser os osm aldrig før for peisnionsopsparinger, livsforsinirnger, så vi er forberedt på det ,der ska komme enang. Så meget olie som muligt er sat tils side, så den kan brænde efor fuldt blus så længe som muligt.
Men er det , hvad ligenelsen vil lære os at vi skal holde på vores egen olie så det kan lyse for os ...
Jeg har jo altid synes at det er synd for de tåbelige, at de vise ikke vill låne og dele af deres olie. Men så villle der slet ikke havde været noget lys for budegommen og festen!
De tåbelige kom slet ikke med til festen fordi de ikke havde planlagt i tide, og samtidig havde deres skødesløshed jo også konsekvener for festen der kom til at mangel lys og glæde.
Vi kender nok alle tid at løbe tør for olie, for energi, overskud, for lyst og for glæde. Måske fordi man som mutter havde så tralvt med kost og spand og plasken og sjasken at man glemte nuet, medmennesket, glæden og kærligheden.
Vi kender alle til at vi kan have brug for at blive ladet op igen. At få fyldt ny olie på. Men pointen for brudepigerne og for os er netop at vi selv skal sørge for at olien bliver flydt på..... Hvis vi i ugevis ikke har talt ordentligt med vores ægtefælle om andet en praktiske gøremål, indkøb og planlægning, så løber vores lamper ud for olie. Der findes en slags olie, som ikek bare kan gemmes derhjemme, eller investeres i pensioner eller opsparinger,forsikringer, men kun kan overleve i dig og som vi må have med os hele tiden. Vi kan ikke låne vort nærvær af andre. Vi kan ikke låne vor kærlighed af andre. Vi kan ikke låne vor samtaler af andre. Vores egen omsrog for vort liv, den omhu hvor med vi lever vore liv – det er den olie vi selv skal fylde på.
Så bliver ligenelsens klare november budskab jo ganske klart: vær rede, bliv lys. Sorg for at kunne lyse hele tiden. Tænk også på dig selv, så du kan lyset, når der er brug for det. Hvil dig. Pluk kantareller og løvetand, lev i nuet der gælder. Om giv dig med skønhed g sandhed i den måde du forvalter dit liv. Vær forventnignsfuld og vær tålmodig.
Vores årvågenhed ska konstant skærpes, hvorfor vi konstant må have ny olie på lamperne, så vi brænder for noget, så vi lyser op, så vi kan ses og høres og mærkes, så alt ikke bare bliver forbitret travlhed med kost og spand eller døsig slaphed og søvn foran de flimrende tv og cumpter skærme eller et digital samvær på de social medier. Vi skal orke at hodle os vågne, beredte, lysende og levende.
Guds løfte til os kan og skal vække os til live igen og igen, løfter om at Guds herlighed og kærlgiheden venter os i fremtiden, ja i hver næste øjeblik. Derfor: lev ny, hold blus på lamperne, givaldrig op for din fremtid er i gus hånd og derfor er der intet at frygte.
Jeg vil male dagen blå
med en solskinsstribe på
vælge lyset frem for skyggen
gi' mig selvet puf i ryggen
tro på alting, selv på lykken
jeg vil male dagen blå.