En prædiken om bøn.

 

Nogle gange er det sværeste ikke at give, men at tage imod.

Nogle gang er det sværeste ikke at hjælpe andre, men at bede andre om hjælp.

Nogle gange er det sværeste ikke at bede for andre, men at lade andre bede for en selv.

 

Jeg husker engang for flere år siden, da vi netop var flyttet til Californien og jeg hørte ordene: ”Jeg beder for dig!”

”Jeg beder for dig,” sagde kvinden til mig helt uventet da vi stod i køen ved Stater Bros. ” Jeg beder for dig.”

”Hvem tror hun hun er,” tænkte jeg forbavset og lidt fornærmet,og ”hvem tror hun jeg er ?” Ligner jeg en der har brug for hjælp? Hvad bilder hun sig egentlig ind, tænkte jeg først, for snart at grine lidt indvendigt at denne min første reaktion. En meget typisk reaktion for et moderne selvberoende menneske. En meget typisk reaktion for et dansk menneske, hvor ens trosliv for slet ikke at tale om ens bønsliv er meget meget privat. Vi går ikke sådan rundt og slynger bønner i hovedet på sagesløse folk på gaden eller i supermarkedet.

Bønnerne synes at floere og flyve mere frit her i Guds eget land. Der er ligesomt højere til loftet ....når man i stedet for at sige prosit når man nyser, siger ”bless you”, velsigner den nysende!  Det var noget jeg en noget mere reserveret dansker skulle vænne mig til akkurat som til den ubesværede småsnakken i køen og de glade hilsner fra gud og hvermand, når man var ude at gå.

 

Vi sender ”Thoughts and prayers” hver gang ulykken, sygdommen eller døden rammer. Vi beder her i kirken ja, men der bedes også ved fodboldkampe og til byrådsmøder, i det private rum og i det offentlige. Vi forbavses ikke over at præsidenten beder for familier, som lider, - ja vi ville vel blive mere oversraskede og forargede, hvis præsidenten ikke lod bønnens ord række ud til mennesker i nød. Og jeg har lært og sætter utrolig pris på denne umiddelbarhed til bønnen, hvor jeg nu takker for at nogle beder for mig, der jo ofte som præst beder for og med andre. Det er godt at kunne tage imod forbønnens velsignelse og omsorg.

 

Et af de smukkeste og dejligste minder jeg har fra dengang Mads og Kristian var mindre, er det dejlige nære godnat ritual vi havde. Der blev fortalt historie, der blev sunget en skønsom blanding af ” Solen er så rød, mor”, ” Jeg er træt og går til ro” ”I skovens dybe stille ro” og ”Elefantens vuggevise.” og så bad vi Fadervor.

De første år bad jeg og Søren for drengene, og de senere år bad de sammen med os.

At bede sammen er trygt og dejligt som afslutning på endnu en god dag og med håbet om morgendagen, der skulle komme. At bede sammen men også at bede for hinanden. At gå i forbøn for hinanden. At bede Gud holde sin beskyttende hånd over og under vore børn og at give os styrke til at være gode forældre.

Denne aftensbøn var og er en taknem-meligheds bøn: taknemmelighed over at få så meget glæde og lys i sit liv, som børnene jo netop giver og er, og taknemmelighed over at det ikke er gået en værre for det kunne være så meget værre, og taknemmeligheden for at have hinanden.

I en dejlig lille munter bog skrives der om nogle af de fortalelser og forklaringer som børn kan give:

” Giv os idag vort daglige rugbrød.” Maria 7 år.

”I kirken beder de bønner hele tiden. Så folder de knytnæverne og bøjer ansigt ned mod knæene. Så siger de en slags digt, som egentligt er et råb om hjælp. De knæler ret meget.” Stig 8 år.

” Mor beder tit til Gud om, at vi må få et flisebadeværelse.” ola 5 år.

” Når præsten beder, er det, fordi det er godt at bede. Men man skal ikke bede om for meget på en gang. Præsten beder om det daglige brød. Til sidst siger han tak og farvel eller amen.”

 

I sidste uge døde den fantastiske gudsbenåede præst og forfatter Johannes Møllehave. Han blev 84 år – men med hans tempo, livstag, livsmod og mange mange ord, levede han vel det dobbelte. I vores reol fylder Johannes Møllehaves bøger en del, ja faktisk  en hyldemeter!

Også om bønnen har Johannes Møllehave ytret sig. I en artikel i Kristeligt Dagblad sagde han for nogle år siden:

” Hjælp er den korteste bøn, der findes. Eller frels mig, som det kan lyde fra den, der springer ud af vinduet. Men ordene behøver ikke at blive formuleret, for vi mennesker er bøn.

Vi er altid i færd med at bede om noget: om at vi ikke bliver til grin, om at de andre ikke synes, man er grim eller dum. .......

At mennesket er bøn, ser vi klarest, mens vi betragter et barns ansigt, og det er i høj grad dette ”hjælp” der menes med ordene om, at vi skal blive som børn påny. ”Hjælp” kan ses i modsætning til udtrykket ”kan selv”, som kan være vældig morsomt, når det er et lille barn, der erklærer kan selv om lynlåse i sin flyverdragt, men det er mere pinligt, når det er en overlæge, der har gjort ”kan selv” til sit motto. ”

 

Johannes Møllehave fortalte så mange gode historier og anekdoter, og han fortalte også denne fine lille historie om bøn og tro:

” En lille dreng på 4 år var blevet ulykkelig over, at hans mor ikke var hjemme, og på et tidspunkt begyndte han at græde. Hans store bror søgte at trøste med forsikringer om, at ”jeg tror, mor kommer lige om lidt, og jeg tror at hun har slik med til os”.... og så var det, at den lille dreng betuttet sagde: ”Må jeg tro med?”

 

Sådan tror vore børn jo med, når vi beder: sådan bliver vi inviteret til at tro og bede med når vi beder Fader Vor sammen. Det er jo netop ikke Fader Min, kan selv, - men Fader Vor,  hjælp.

 

Taknemmeligheden og troen finder sit udtryk i bønnen. Derfor holder vi også så meget af Vor Herres Egen Bøn, Fader Vor, som Jesus gav disciplene og os.

Denne smukkeste og stærkeste bøn, der har formet kristnes tros og bøns liv siden Jesus gav denne bøn til verden.

Der er både henvendelse og hengivelse i bønnen. Vort liv sættes i perspektiv af de gamle ord i Fader Vor. At Gud er skaber og vi er skabning. At Gud er stor og jeg er lille. At Gud kan tilgive og at vi kan tilgives. At Gud kan give og vi kan modtage.

Bøn er jo en daglig øvelse i opmærksomhed på de mange områder i vores liv, hvor vi ellers ikke er opmærksomme nok. At bede er at gøre plads til Gud og til hinanden. At give plads til taknemmelighed og afhængighed.

En bøn kan være en klage eller en takkesang. Bøn kan sætte ord på den grundlæggende smerte i livet eller den afgrundsdybe sorg og dermed gøre det bærligt at leve med den. Bøn kan også igennem taknemmeligheden holde fast i den kort og momentvise lykke, der påskønner det godt, det smukke og det sande i livet.

 

I dagens tekst beder Jesus for disciplene og for verden. Denne bøn kaldes den ypperstpræstlig bøn. En dyb og inderlig bøn, hvor Jesus tager afsked med hans disciple og med verden, - og hvor Jesus går i forbøn for både disciplene og verden.

De sidste søndage har vi hørt fra Johannes evangeliet om denne forberedelse, som Jesus var midt i: hvor han mindede disciplene om det han havde lært og vist dem: hvor han bad dem huske at elske hinanden og holde Guds bud: ”Elsk hinanden, bliv i min kærlighed.”

Jesus beder Gud om at holde hans beskyttende hånd over hans elskede disciple. Som en mor eller far ved barnets seng ved nattetide, beder Jesus om fred, beskyttelse, kærlighed og liv for hans elskede. ”Beskyt dem, velsign dem og bevar dem.”

Hvor stærkt og smukt er det ikke, at Jesus beder for disciplene – hvor stærkt og smukt er det ikke at Jesus beder for dem og for os, for verden dengang og nu.

 Denne bøn er en dyb dyb kærlighedserklæring og en dyb guddommelig omsorg, som er god at være i og leve i og tro på.

 

Det er stærkt og godt, når nogen går i forbøn for en: når nogen beder for en. Og verdens og verdens børn har altid brug for at nogen beder for dem..... Verden og vi har brug for bøn og omtanke. Der er fattigdom, krig, ensomhed, forfølgelse, sult, sygdom, virus, tørke, menneskelig ondskab og selvished, som præger verden og os. Så lad os altid bede for og sammen for de fattige, de ensomme, de sultne, de syge, de trøstende, de der har brug for trøst og bede om at godheden, sandheden og skønheden må få magten. Og lad os omsætte disse bønner og tanker til handling, der altid modsiger ondskaben og bekræfter godheden.

 

Godt at vide at Jesus gik i forbøn for os. Bad for os og velsingede os. Det er godt at tro på, at leve i og leve på. Mennesker er bøn, som Møllehave sagde.

Mennesker er bøn, og som Møllehave skrev i den ene af de to smukke salmer af ham, som findes i den danske salmebog, så finder vi netop livet og glæden og nåden midt i dagligdagen, det nære, hvor vi er hinandens bøn:

Nåden er din dagligdag, Hverdagen , det nære.

Mennesker at leve med, Nåden er : at være.

 

Nåden er den kærlighed Som blev grundløst givet

Nåden er den hverdag, som Binder dig til livet.

 

Nåden er et ord fra Gud Over alle dage,

Nåden er, når alt er tabt, At få alt tilbage.

 

Nåden er hvert levet dag Hvert tilfældigt møde.

Nåden er det levende Som stå op af døde

 

Uden håb og uden Gud Lar vi døden råde.

Tro og håb og kærlighed Får vi kun af nåde.”

 

Lad os bede – og lad os lade troen, håbet og kærligheden råde.

AMEN.