17.maj 2020

Dansk gudstjeneste kl. 11 på Facebook ”Maj, lærker og frihed.”

Velkomst: Dagens gudstj. Er om Maj, lærker og frihed. Her først i maj fejrede Danmark 75 års dagen for befrielsen. I samarbejde med de danske præster i Canada og New York, medvirkede jeg i en fin frihedshilsen som vi delte på Facebook. I denne hilsen lyttede vi til den smukke danske frihedssang: En lærke letted. En smuk tekst og en dejlig melodi, der som en smuk flagrende lærker lader os synge om en morgen o maj, om flagrende frihedselskede lærker og om det forår hvor Danmark blev frit igen efter 5 mørke år.

Maj, lærker og frihed.

Det er maj måned og vi længes efter frihed. Vi længes efter som lærke at kunne flyve frit, flagre afsted ud under åben himmel. Flyve derud hvor vi kan blive helt svimle af lykke: og atter flyve langt væk til andre lande og savnede relationer.

Vi længes efter ikke at leve med uvished, frygt og afstand. Vi længes.... efter at kunne leve frit igen, ånde luften i fuldedrag uden at være bange for smitte, omfavne dagen med håb og ikke mindst hinanden med kærlige knus.

Vi længes efter frihed. Vi længes efter at kunne samles igen, som familierne, som naboer, som venner og som kirke.

Ved denne danske maj gudstjeneste vil friheden være i fokus. Tænk et øjeblik på hvad frihed betyder for dig? Med tanke for hvad frihed betød dengang for 75 år siden efter befrielsen og med tanke for hvad frihed betyder nu i 2020 hvor vi holdes fangen af en verdens omspændede virus og angst.

Nogle af jer kan måske huske en dejlig sang som Leif Sylvester Petersen og Erik Clausen skrev

”Oh ,frihed, o friheden flyver

Som svalerne højt i det blå

O frihed, o friheden flyver

Dig helst på jorden vi så.”

Frihedens symbol er den frie flagrende flyvende svale, lærke eller due. Men friheden selv så vi helst her på jorden som den frihed, der sætter os fri til at leve og være.

1. læsning ! Peters brev 3

Og til slut: Lev alle i enighed, og vis medfølelse, broderkærlighed, barm-hjertighed og ydmyghed. Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med vel-signelse, for I er kaldet til at arve vel-signelse.

Den, som vil elske livet og se lykkelige dage,

han skal vogte sin tunge for ondskab

og sine læber for at tale svig;

han skal holde sig fra det onde og gøre det gode,

søge freden og stræbe efter den.

For Herrens øjne hviler på de retfærdige, hans ører hører deres råb om hjælp.

Herrens ansigt er vendt mod dem, der øver ondt.

Hvem kan skade jer, når I er ivrige efter at gøre det gode? Amen

++++++

Evangelium Johannes 14.15-21

Løftet om en anden talsmand

Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«

Prædiken: Maj, lærker og frihed.

”Susanne, hvis nogen begynder, ikke oss, og tar min frihed fra mig, så er jeg bar lost, altså. Jeg tror ikke jeg kun leve uden mi frihed”

Disse ord stammer fra en fantastisk sjov og satirisk digtsamling om Gitte og hendes enetaler til veninden Susanne i ”Gitte Monologer” af den danske forfatter Per Højholt.

”Gittes monologer” blev skrevet i 1984 og jeg kom i tanke om Gittes monolog om frihed, da jeg gjorde mig tanker om frihed, maj og lærker. Kendetegnende for Per Højholts fofatterskab var at han blandede lyrik og prosa: og forfatteren selv blev verdensberørmt i Danmark da han rejste land og rige rundt og fremførte nogle af disse humoristiske udgivelser, i særdeleshed ”Gitte monologer.” De er skrevet på og blev fremført på klingende århusiansk.

Gittes monologer er enetaler som husmoderen Gitte der taler med sin gode veninde Susanne om tilværelsensens store og små sprøgsmål: bl.a om landbruget, socialdemokratiet, naturen, haven, Danmark og ikke mindst frihed.

”Susanne, hvis nogen begynder, ikke oss, og tar min frihed fra mig, så er jeg bar lost, altså. Jeg tror ikke jeg kun leve uden mi frihed”

Gittes frihed bestod i at kunne bestemme over noget af hendes tid i hendes ægteskab med Preben. At han kunne passe sine fritids intereser og hun hendes. At der var tolerance for forskelligheden i æfteskabet.

I lyset af Danmarks fejring af 75 års befrielsesdagen og i lyset af Gittes morsomme monolog om friheden, hun ikke kunne leve uden – ja så er maj måned 2020 en god måned at tænke over friheden.

Hvad betyder frihed for dig og mig, for os? Hvad begrænser vores frihed og hvad styrker vores frihed? Er frihed, friheden uden grænser og hensyn, - eller er friheden en frihed under ansvar og pligt.

”Friheden betyder ikke i første omgang priviliger, men pligter.” Sådan har den franske filosof of forfatter albert Camus sagt.

Det lyder måske lidt for alvorligt og tørt for os frihedshungrende 2020 Corona begrænsede mennesker, der virkelig blot længses efter at kunne bevæge sig frit mellem mennesker og i verden uden frygt for smitte og sygdom.

Men hvad hvis friheden, vores højt besungne frihed, rent faktisk er betinget af at man gør sin pligt snarere end nyder sine priviliger? Hvad hvis friheden er som den danske præst og ordsprogs samler Peder Syv fremhævede: ” Den er fri som gør, ikke som han vil, men som han bør.”

Vi er jo ellers blevet så vant til at sand frihed er frihed fra alle snærende bånd, alle forpligtelser, - at sand frihed virkelig er at være helt fri fra hvad der kan binde os på hånd og mund – at ingen eller intet skal kunne tage min frihed fra mig, som Gitte sagde i sin Monolog.

Men er min frihed og min lykke er forbundet med andres frihed og lykke ? Hvad hvis livets sande frihed og livets dybeste lykke, netop findes i at være bundet i kærlighed, i ærlighed, i anstændighed og i samfundsind? Måske gør pligten os frie?

Friheden er jo ikke altid friheden fra noget, men i langt højere grand friheden til noget.

Som vi synger i ” Lykken er ikke gods eller guld.” :

Lev ej i tomme ønskers rus!

Drik ej misundelsens bitre bæger!

Rigere fryd vil du fange, når ret

andres glæde dit hjerte kvæger.

Lykkeligst den, som har fred med sig selv,

fred med sin gud, og fred med sin næste!

Der er noget befriende i at gøre sin pligt, som den danske psykiologi professor Svend Brinkman saagde da han udgav sin bog: ”Ståsteder – 10 gamle ideer til en ny verden” hvor netop pligten udpeges som nøglen til befrielsen og friheden.

”Der kan være noget befriende i at være forpligtet. Man er fri i den udstrækning, man forstår at der er noget, man bør gøre som menneske og som det ikke er op til mig at bestemme rigtigheden af. Skal jeg bestemme alt, bliver jeg en slave af mine impulser.”

Hvis friheden er uden pligt og forpligtelse bliver den jo rent nydelses funderet uden tanke for andres ve og vel.

For Svend Brinkman, Albert Camus og for Peder Syd var frihed først og fremmest et ansvar. Et svar på den forpligtelse det er at være et menenske i verden med andre.

Med disse friheds tanker er vi ved dagens evangelium fra Johannes Evangeliet og ved dagens første læsning fra 1. Peters brev.

Jesus sagde til sine disciple ”Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse;”

Jesus ville vise dispclene sandheden og vejen og livet – ved at henvise til de bud som det gode retfærdige liv. De bud, der sætter os fri, netop ved at forpligte os. Dispclene blev netop ikke efterladt faderløse, uden opsyn eller uden opdrager, - talsmanden, hellig ånden, guds ånd, blev sendt så de kunne blive vejledt, opmuntret, bestyrket og sat fri til at leve det liv, som de og vi blev skabt til.

Og så giver det jo mening at lytte til 1. Peters brev formaning:

”Lev alle i enighed, og vis medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse. Den, som vil elske livet og se lykkelige dage, han skal vogte sin tunge for ondskab og sine læber for at tale svig; han skal holde sig fra det onde og gøre det gode, søge freden og stræbe efter den.”

Den højt besunge frihed er jo frihed til at leve sammen med andre i respekt, i barmhjertighed, i kamp for at din frihed er lige så vigtig som min. I fred.

Når vi fejrer befrielsen for 75 år siden med den smukke sang og de smukke lærker og den dejlige frihed i maj, så er det jo netop ikke blot min personlige frihed, men vores. Vores frihed til at leve i fred. Vores frihed til at leve i frihed, i et demokrati, i et velordnet samfund med vide rammer og dog et fundamental beskyttelse af den svage.

I denne Corona tid, hvor vi alle længes efter friheden, de åbne døre og de ubegrænsede berøringer og glade samvær, i denne tid kan vi så let misforstå vores private frihed men den frihed, der er givet os som et ansvar. I vores tid er friheden det at kunne realisere sig selv og sit fulde potentiale, at kunne rejse og bevæge sig frit, at kunne ytre sig, stemme og tro frit, - at vi kan gøre hvad vi vil. Men frihed er jo forbundet med pligt og ansvar.

Så frihed er altid under ansvar.

Og her i kirken gives vi en frihed til at leve under ansvar, som Gud har skabt os til at leve.

“Den, som vil elske livet og se lykkelige dage, han skal vogte sin tunge for ondskab og sine læber for at tale svig; han skal holde sig fra det onde og gøre det gode, søge freden og stræbe efter den.”

Det er maj måned og vi længes efter frihed. Vi længes efter som lærkerne at kunne flyve frit, flagre afsted ud under åben himmel. Flyve derud hvor vi kan blive helt svimle af lykke: og atter flyve langt væk til andre lande og savnede relationer.

Vi længes efter ikke at leve med uvished, frygt og afstand. Vi længes.... efter at kunne leve frit igen, ånde luften i fulde drag uden at være bange for smitte, omfavne dagen med håb og ikke mindst hinanden med kærlige knus. Vi længes efter frihed. Vi længes efter at kunne samles igen, som familierne, som naboer, som venner og som kirke.

Men indtil da, indtil vi igen kan åbne dørene på vid gab, åbne favnen til knus, og række hånden til hilsen, indtil da... er det vores ansvar, som frie selvbestatlede mennesker, der er så heldige at leve i et demokrati og i en velfærdsstat, at tænker først og sidst med ansvar. Ikke blot for mig selv. Men for min næste som også er skabt i Guds billede.

Vi længes, og vores frie tanke, erinding, længsel og drømme kan åbne døre og lad os flyve som frie lærker.

Det bliver godt når vi engang kan samles igen. Synge sammen igen. Holde om hinanden igen. Mødes igen.

Men vi er ikke efterladt faderløse eller modløse. Guds hellige ånd er med os og blandt os og vi beder om at få blæst nyt håb, fornyet tro og levende kærlighed ind i vores sind og ind over denne tid.

Så vi lever som frie ansvarlige, omsorgsfulde mennesker, skabt i Guds billede.

Amen

Den sidste sang der skal synges i dag er en af de smukkeste forårs og sommersange fra Højeskolesangbogen. Den er skrevet af Alberte Vinding og Aske Benzon, og mange af jer har sikkert hørt den fine sang. Måske har I hørt den sunget af Danmakrs Radios Pigekor eller ved de dejlige Syng sammen + hver for sig, som er på DR i denne tid.

Det er en smuk melodi og en smuk forelsket og dog vemodig tekst om de lyse nætter der kommer igen, om lyset der vælter ind og verden der pludslig vælter ind og huset der er fuld af vind. Åbne døre, udsyn og livssyn, kærlighed, længsel og frihed.