Prædiken: En forårsdag, hvor solen bare skinner.

Det er idag et vejr et solskins vejr.

Det er en dejlig forårsdag, hvor solen bare skinner.

Foråret er en dejlig tid og en ganske særlig årstid. Om vi er i Danmark eller her i Syd Californien i forårets tid, - ja så overvældes vi hvert år af livets grøde, naturens opstandelse og alt det grønne, smukke, nyfødte, farvestrålende, og blomstrende, som møder vort øje. Her i foråret har vi med Grundtvig ” øjne, der er skabt, himmelvendte dog lysvågne for alt skønt og stort herneden.”

Der er så utrolig mange smukke forårssalmer og sange. I vor danske salmebog og i Højskolesangbogen er der salmer og sange på stribe til forårets pris.

”Det er forår og alting klippes ned,” synger vi med Benny Andersen i hans forårsang ” Hilsen til forårssolen” , der slutter med de smukke ord om at ”når forårsolen skinner, lever jeg!”

Vi begyndte gudstjenesten med den smukke danske forårssang om at det idag er et solskinsvejr, og at dette solskinsvejr smitter så man må bringe en buket af hyacinter til sin hjertenskær.

”Det er i dag et solskin uden mage,

og jeg har solskin nok til mange dage,

og jeg må kysse hvert et lille blad.”

Foråret er en dejlig tid. Fuldt af forandring, farver, en spirende natur og en boblende glæde. Midt i forårets komme, fejrer vi påsken.

Påsken, der også er fuld af forandring, farver, spirende himmelvendt håb og en bloblende glæde.

Påsken, der fortæller os det utrolige, at livet overvinder døden, og om en guddommelige opstandelseskraft der var så kraftfuld at den væltede gravens tunge sten og gik igennem lukkede døre.

Denne opstandelseskraft bliver legemlig-gjort hvert forår, når naturen vågner op igen, når vort blik og vort sind drages mod skabelsens og opstandelsens vidunder og mystium.

Netop det sang vi med Grundtvigs smukke ord om i dagens første salme:

”Som forårsolen morgenrød

Stod Jesus op af jordens skød

Med liv og lys tillige

Derfor så længe verden står,

Nu efter vinter kommer vår

Livsalig i Guds rige!”

Vi fejrede påske sidste søndag med den stærke fortælling om kvinderne der sorgfulde kom til graven, hvor opstandelses kraften havde væltet stenen og nu lod troen og håbet spirer frem.

Idag, denne første søndag efter påske, har vi netop lyttet til en af den stærkeste påskeberetninger i Ny Testamente. En beretning om opstandelse, men også om tvivl. En beretning om lukkede døre og lukkede sind – og en beretning om troen der kan åbne stængte, forskræmte og tvivlende døre og hjerter.

Åbne døre og udluftning. Ja, gennemluftning. Forårsrengøring.

Jeg tror mange i disse Corona tider har fået tid og anledning til at rydde op, sortere og lufte ud. Fået tid til at åbne dørene og støvet af. Fået tid til at åbne, lufte ud og nyde at huset lugter rent og nyt.

Og dog taler dagens evangelium også lige ind i vores Corona virkelighed, med lukkede døre, ansigts-masker, manglende berøringer, savnet samvær, distance samt angst for smitte.
Vi synes i denne tid at være lukket inde og lukket ude. Inde i vores egen lille private sfære, bag lukkede døre og bevæbnet med ansigtsmaske og håndsprit, - og ude af den pulserende verden med samvær, indkøb, rejser, arbejde, restauranter, koncerter og kirkegange.

Vi længes i denne tid efter at blive sat fri og lukket ud af vores karantæne og begrænsede udfoldeslesmuligheder. Vi længes efter at kunne omfavne dagen og hinanden med håb og kærlighed, og ikke holde afstand af frygt for sygdom og smitte.

Vi længes efter at kunne flå de lukkede døre op og de snærende begrænsninger og blive lukket ud i livet igen, som forårskåde heste på en forårseng.

Vi er så velsignet at bo her i Yorba Linda, hvor vi kan åbne døren til baghaven og ikke mindst så lange og mange ture i de smukkede grønne og gule bølgende bakker

Vi er i underlige tider, ja forunderlige tider. En af de positive sider ved Corona Krisen er den tydelige forandring vi oplever på stierne og i naturen her omkring hvor vi bor. Aldrig har så mange gået ture. Aldrig har vi mødt så mange familier med glade børn, ihrdige pensionister og ivrige hunde på stierne. Med behørig afstand, med masker, men altid med venlige blik og hilsner,- møder vi hinanden på afstand i den smukke natur. Jeg håber inderligt, at mange vil huske dette når vi engang er tilbage til nogenlunde normale tilstande igen: at tage tid til at gå med hinanden, nyde naturen, lade blikket hvile i horisonten, lade tankerne flyve og ladet håbet farves grønt.

Som den danske forfatter Suzanne Brøgger skrev i et gækkebrev i DR:

” Den snævre egoismes tid er forbi, og den store sammenhæng åbenbares gennem en lille bitte virus. Mennesker over hele jorden er forbundet med hinanden i uendelige smittekæder.

Dagene har fået uendeligheden tilbage og stilheden. Med det nedssatte tempo som modsvar til den gamle verdens overophedning er tilværelsen bogstavelig talt blevet cool + zen.

Den gamle verden er forbi og en ny kan begynde. I Paris og Wuhan kan man nu høre fulgene synge, delfinerne er kommet tilbage til Sardinen og udenfor Krakow kan man pludselig se bjergene, der var skjult bag smog.

Den antropocæne tidslader, hvor menneskene fyldte det hele er forbi, himmellegemet Jorden kan igen ånde og er ved at genopstå under stor smerte.”

Ja, denne påske og dette forår er i sandhed anderledes. Ja, foråret 2020 vil vi huske.

Gid vi må huske at vi stod sammen, at vi holdt ud, at vi viste medmenneskelighed, at vi lod stilheden, omtanken og nærheden ledsage os ind i den forandrede tid efter Coronaen.

Lad os ikke gøre disse mærkelige tider til tankeløse tider. Det er nu, vi skal lytte og lære. Vi skal ikke bare overleve. Vi skal bliver klogere, så vi kan stå sammen om det forandrede liv og det nye normale.

”Fred være med jer” siger Jesus, da han går gennem de lukkede døre og gennem-trænger de lukkede tvivlende sind.

Det er ord, vi trænger til at høre i dette forår. ”Fred være med jer”.

Lige nu lever vi nok fredelige og dog bekymrede og begrænsede liv, hvor vi opfordres til at ”gribe ud efter hinanden med fælleskabsfølelsens usynlige hænder,” som forfatter Carsten Jensen skriver. ” At inkarnere det bedste i os og ikke det værste.”

Lige nu, i dette forår, i denne tid efter påsken, er vi blevet givet en helt unik mulighed for at lave en liste over alt det, vi glæder os til at gøre for og med hinanden, når vi sættes fri igen og dørene lukkes helt op.

Men også til at lave en liste over alt det, vi glæder os over at være sluppet for og aldrig vil gøre igen. Dette forår har givet os tid til eftertanke og omtanke. Tid til at tænke over hvordan vi lever vore liv.

Når vi nu er blevet tvunget til at blive hjemme, til at lave mere mad hjemme og sammen, til at rydde op og sortere, til at ringe til vore venner og familie, til at gå lange ture, til at læse bøger,se film, strikke ,sy, se TV, til at falde i staver og tænke, til at kede os - så kan vi jo også fordybe os i vores eget liv, prøve at se det udefra og forholde os til det og vore valg.

I en tid hvor vi bliver bedt om at stå sammen ved at holde afstand, kastes vi jo tilbage på os selv. Tilbage til vore egen samvittighed. Tilbage til vores værdier. Tilbage til vores tro. Tilbage til vores håb. Og alt dette: min samvtigighte, min tro og mit håb, mine værdier, - er jo netop intet hvis ikke de bindes sammen med andre mennesker, denne grønne levende klode og naturens gavmildhed og skrøbelighed.

Dette forår og vores begrænsede frihed, giver os anledning til at overveje, hvad vi håber og tror på.

”Fred være med jer” var Jesus hilsen til de tvivlende indelukkede disciple, der frygtede livet og virkeligheden. De gemte sig af angst bag lukkede døre, som vi idag holder os bag lukkede døre af angst for smitten, sygdommen og den uvisse fremtid.

Da Jesus brød gennem tvivlens stængte døre, brød han gennem denne frygt for livet og virkelighed – og med et håb og et kald til at turde gå ind i livet igen.

Lev, det fang, det elsk det , før det er forbi, som TV2 sang.

Elske dette jævne, muntre, virksomme liv her på jord, med ”vore øjne, som de skabtes, himmelvendte, lysvågent for alt skønt og stort hernede, men med de dybe længsler vel bekendt, kun fyldestegjordt at glans fra evigheden. ” som Grundtvig lader os synge.

En forårsdag, hvor solen bare skinner. Det er idag et vejr et solskinsvejr, - og Guds fred lyses over os selv, når vi sidder bare vore lukkede døre.

Guds fred sender os videre med håb og tro om at livet altid er livet værd, på trods af tvivl og stort besvær, påtrods alt det der smerter – og at Gud er med os i livet og i tiden.

Som Anne Linnet så smukt synger i hendes ”forårsang”

”En foråsdag, hvor solen bare skinner,

Som da jeg mødte dig for førstetgang.

Og hele verden svandt, kun solen så os

Og lavede en stille sang.

Jeg ved, at al min sidste tid skal leves.

Jeg ved, at tiden tæller hjertets slag,

At alt det, vi har grædt igennem livet,

Det svinder på en forårsdag.”

Luk sindet og hjertet op på denne dejlige forårsdag hvor solen skinner,

Og Guds fred som overgår al forstand , vil bevare vore hjerter, tanker og håb i Jesus Kristus. Amen.