Englene flyver lavt her i julen. Ja, englene synes at flyve hid og did og bringe glæden til os med duen eller dugen til julegildet.

Engle kan flyve fordi de tager sig selv så let, forklarede en lille dreng engang englenes lette væsen.

Måske er det derfor vi har så svært ved at flyve, ja bare at lette lidt fra jorden... fordi vi tager os selv så alvorligt og tager alle de tungeste sorger på forskud .... ja måske tjener det os bedst at blive ved jorden som Grundtvig skriver, ja måske er det her vi skal være: ved jorden, ved kryppen, ved træets fod, med fødderne solidt plantet i mulden og dog med øjnehimmelvendte med drømme, håb og tro.

Engle kan flyve fordi de tager sig selv så let.

Jeg var engang en engel. Det var ganske kort. Og slet ikke så glorværdigt. Da jeg var en stor pige var jeg med til at spille Krybbespil i vores lokale kirke ved juletid. Og jeg blev valgt til at være Gabriel. Ærkeenglen Gabriel, da skulle forkynde den store glæde til folket at frelseren var født.  Det er så vidt jeg husker også første gang jeg besteg en prædikestol, da jeg skulle stige op som en mægtig budbringer med englevinger og basun røst og kundgøre for al verden eller ihverfaldt til alle der havde fundet vej til Kirken. Og jeg sagde de bevingede ord og derefter husker jeg ikke mere... for jeg var knap færdig med ordene, før jeg blev trukket baglæns, snublende ned af trappen, fordi de flotte vinger var for tunge! Jeg faldt tungt og slog hovedet. Den faldne engle! Siden har jeg dog fundet vej til prædiekstolen igen + dog uden vinger!

Engle kan flyve fordi de tager sig selv så let.

Engang var der også en anden skoleklasse der skulle opføre krybbespillet ved juletid. Der var særligt en lille dreng, Ole,  som meget gerne ville have den mandlige hovedrolle som Josef. Men da rollerne blev fordelt af Frk. Pedersen, ja så blev Josef rollen tildelt Hans, Oles værste rival, og Ole måtte tage til takke med den beskedne kedelige rolle som Kro Ejeren. Ole var bitter og tænkte meget på hvordan han kunne ødelægge rollen for Hans. Da aftenen kom og Krybbesillet var igang, kom tiden da Josef og Maria kom til kroens dør og bankede på. Kroejeren åbnede døren og spurgte bryskt hvad de vill.

Josef svarede: ”Vi vill gerne have et værelse for natten.”

Med et åbnede kroejeren Ole døren på vid gab og bredte sine arme ud og sagde : Kom ind, kom ind, velkommen. Nu finder jeg det bedste værelse til jer!”

For nogle sekunder var stakkels lillle Josef helt hyldet ud af det, men han var ikke valgt til hoved rollen for intet. Hurtigt samlede hans sig, kiggede ind af døren, til højre og så til venstre, og sagde så: ” Min kone skal ikke bo i en svinesti som denne. Kom, Maria, lad os finde stalden!”

Ja, lad os finde stalden idag og huske at det, der skete i de dage da englene fløj lavt og barnet blev født, og himlen rørte jorden – det sker lige nu og her hos os.

Det er den smukkeste fortælling som sætter vores liv som mennesker på jorden i perspektiv.

At dengang i de dage, selvom der ikke var plads til dem i herberget, ja så var der plads til glæden, til barnet, til troen og til englenes sang. Selvom der ikker var husrum så var der hjerterum. Selvom der ikke var et hotel at finde, så var der en varm stald.

 

Det skete i de dage... vi skal lytte til englenes sang og budskab til os så vi ikke glemmer det vi skal huske: at livet er her og nu, at glæden er her og nu, at julen er her og nu.  

Vi har ofte så travl med fortiden, at nutiden glemmes. Vi husker fortidens glæder men sandelig også dens sorger. Vi husker de gode tider, men vi husker også de bitre ord, misforståelserne, fejltagelserne og alt det vi burde glemme.

Vi har ofte så travlt med fremtiden, så vi slet ikke lever i nuet. Vi lægger planer og vi udregnerprognoser. Vi sparer penge op, tid op og kræfter op til engang... istedet for at være her og nu. Vi gemmer glæden og livet til fremtidens dage, og glemmer at livet er her og glæden netop lever i nuet og hverdagen.

Vi synger så gerne vore dejlige gamle julesalmer. Vi elsker at synge dem fordi de vækker minder i os, de glæder os, de bevæger os og de forbinder os med hinanden på tværs af alt det, der måtte adskille os.

Vi skal lytte til en smuk ny Julesalme, som blev kåret som den bedste danske julesang sidste år i DK.

” Hvad er det, der gør jul til noget særligt,

Gør stuen lys og hjertet varmt og kærligt ?

Er det med jul og krybben julenat

Mon ingenting, når stjenrne skinner mat ?

Nej julens stjerne lyser, når jeg ser,

Det barn i krybben er så meget mer.”

Ja, hvad er det der gør julen til noget særligt ? Lysene, hjerterne, flaskestegen, ris alamanden, træet ?

” Er julen bare læssevis af gaver

Og neonlys og overfyldt maver?

Er verdens og familiens korte fred

 en våbenhvile, jule komme med?

Nej Julens stjerne lyser, når jeg ser

Det barn i krybben er så meget mer.

 

Er stjerne bare pynt som træsets kærter,

Og har du flettet ægte julehjerter ?

Har Gud mon tændt sit lysdig og mig,

Og har du ladet stjernen vise vej ?

Ja, julens stjerne lyser, når jeg ser,

Det barn i krybben er så meget mer. ”

 

Hvad er det, der gør julen til noget særligt ?

Det er når vi lader tiden være tid og overgiver os til nuet og glæden. Når vi ladet lyset og stjernene lede os og vise os vej så vi finder og ser det lille barn i krybben. Og erkender at barnet er så meget meget mer: at vi kan spejle os selv i barnet i krybben, spejle vort liv og vor skrøbelighed, vi skal genkende vore elskede børn og børnebørn i barnet i krybben, vi kan finde ind til det enkle men stærke budskab som julen er: at lyset skinner i mørket og mørket kan ikke få bugt med det. At kærligheden er stærkere end hadet, at livet er stærkere end døden og at dette nu er vigtigere end fortidens levede nu eller fremtidens planlagte nu.

Når vi spørger om hvad der gør at julen er noget særligt... skal vi blot se på barnet i krybben.... og hvad ser vi når vi ser på barnet i krybben ?

Vi ser det lille nyfødte barn, skrøbeligt og dog fyldt med løfter om nyt liv og megen kærlighed.

Vi ser det lille nyfødte barn og genkender måske den glæde vi selv har følt med eet barn i vore arme .

Vi ser det lille nyfødte barn og erkender at livets dagene går så hurtigt, at det er vigtigt at vi bruger dem ret og med omtanke og ikke mindst med glæde.

Vi ser det lille nyfødt barn og ved at vi skal beskytte, elske og værne hvor vi kan.

Vi ser det lille nyfødte barn ogvi ser Gud. Vi overvældes af livets storhed og livets skrøbelighed på samme tid.

Engle kan flyve fordi de tager sig selv så let. Englene der kom til Betlehem og hyrderne den nat for lægne siden, tog nok sig selv let men ikke deres budskab. Et budskab om fred mellem menensker, et budskab om guds kærlighed, et budskab om vores kald som menneske til at være, at leve og vælge.

Den italienske forfatter Luciana de Crescenzo har sagt: ” Vi er alle sammen engle med kun en vinge, og vi kan kun flyve når vi omfavner hinanden. ”

 

Det kan lyde banalt, men vi oplever det jo netop ved juletid, ved hjerternes fest: at vi holder om og holder af, at vi giver os tid og giver gaver, at vi ser hinanden og hører hinanden. Når vi ser på barnet i krybben, minder Gud os om hvem vi er og hvor vi. Lige her og nu- sammen med familie og venner. Derfor mindes vi også stærkt om i julens tid at vi skal have øjne og ører for dem, der ikke holdes om eller gives gaver, dem der ikke har familie eller hjem.

Vi samles her i dag. Fredeligt og gemytligt. Vi ser det lille barn i krybben – og jeg kan ikke lade være at tænke på de billeder af de skrøbelige små børn i Aleppo. Det lille barn i krybberummet minder os ikke kun om de søde små, der sover som engle, - vi mindes stærkt om alle Guds børn på jorden: det lille barn i krigens rum, de små udsatte børn i Alleppos ruiner, de grædende bange børn på flugt, de forskræmte og faderløse børn efter det uhyggelige terror angreb i Berlin. Det, der gør julen til noget særligt er, at vi i barnet ser menneskeheden – og erkender at vi har ansvar, medfølelse og medansvar.

Jeg så en satire tegning, der viste stalden og krybben uden jøder, arabere og flygtninge. Så det var en stald med ko, æsel og får – ingen mennesker. Når vi ser ind i stalden og på barnet i kryppberummet, så ser vi meget mere end læssevis af gaver, mandelgaver og byttegaver. Barnet fortæller os om livets gave, som betroes os, - og den livets opgave, der lægges i vore hænder eller på vore skuldre.

” Vi er alle sammen engle med kun en vinge, og vi kan kun flyve når vi omfavner hinanden. ”

Så lad os gå med samme sind som hyrderne til barnet ind... lad os se på barnet i krybben.... og lad os omfavne hinanden, livet og troen. Og lad os ønske hinanden en glædelig jul og et godt nytår med en ubrydelig og umistelig tro på lyset, barnet, glæden, tilgivelsen og Gud.

Amen